Jeg har med stor interesse læst om den alvorlige sag i Norge, som handler om, at Dyrebeskyttelsen Norge (DBN) har sagsøgt Norsk Kennel Klub (NKK), Bulldogklubben, Cavalierklubben, 3 opdrættere af engelsk bulldog og 3 opdrættere af Cavalier King Charles Spaniel. DBN’s ønske var at få anerkendt, at det er i strid med den norske dyrevelfærdslov § 25 * at opdrætte de to nævnte racer. I Tingsretten skete der domfældelse. I ankesagen skete der frifindelse vedr. Engelsk Bulldog men ikke vedr. Cavalier. Vil du læse mere om sagen, så er der link til information på Norsk Kennel Klubs hjemmeside.
Som jurist er det helt naturligt interessant for mig at læse om juridiske problemstillinger. Dem er der masser af i denne sag, herunder er det navnlig interessant at forholde sig til, om en lignende sag kunne anlægges i Danmark og med hvilken konsekvens?
Men sagen i Norge, er ikke det eneste der rør sig, som giver grund til bekymring, når man brænder for opdræt og udstilling.. Alle de nye (populære) designerracer som nu markedsføres og sælges til ublu og skyhøje priser, mens folk, som ikke ved bedre, bliver snydt, så vandet driver, giver i den grad grund til bekymring. Og så er der nyhederne fra andre lande ikke så langt fra os, herunder Tyskland, hvor man hører om, at masser af hunde afvises i døren til en udstilling, og hvor der stilles krav til adgang hjemmefra som er dyre og helt urimelige.
Det er 3 forskellige problemstillinger, som har hver sin individuelle begrundelse men som i sidste ende kan få samme alvorlige konsekvens – en langsom men sikker tilbagegang for opdræt og udstilling af racehunde. Bag det fælles mål findes nogle fanatikere som på ingen måde holder sig tilbage med at genere og tilsjofle opdræt af racehunde eller de udstillinger hvor race- og avlshunde bedømmes. Tænk blot på den forfærdelige episode hvor en aktivist løb ind til BIS på Crufts. Forfærdelig, men også et eksempel på at de personer ingen midler skyr. Det spiller ingen rolle, om de ved, hvad de taler om. De skyr ingen midler for at få deres synspunkt igennem. Det er ligegyldigt, om de har ret eller ej, for de brænder så stærkt for det, at almindelige mennesker desværre ofte tager det for gode varer.
Og der er et problem i, at vi, som står på den anden side og lægger et kæmpe arbejde i samvittighedsfuldt og seriøst opdræt, slet ikke råber lige så højt og lige så aggressivt. Og vi skal selvfølgelig ikke synke ned på det niveau, for vi skal opføre os ordentligt, men vi SKAL gøre noget. Vi er ikke synlige nok. Alt for mange almindelige mennesker ved ikke, hvad opdrættere af DKK-hunde står for, og vi kan da roligt reklamere for vores samvittighedsfulde opdræt og forskellige hunderacer, for vi har meget at være stolte af.
Selvfølgelig skal hunde opdrættes til at kunne leve et sundt og godt liv med respekt for deres oprindelige formål. Det er meget svært at være uenig i. Men det sikres efter min mening bedst ved målrettet DKK-opdræt med registrering af sundhedsresultater, i samspil med opdrættere og specialklubber, der fungerer som racernes vogtere på godt og ondt.
Hvad er så løsningen? Ja, havde man bare den, så var alting jo let, og jeg har ikke et facit, men enkelte ting må kunne gøres. En gruppe kunne måske nedsættes til at se på forskellige muligheder. Man kunne f.eks. promovere DKK-opdræt med et stærkt slagord, som sættes på alle mulige billeder af forskellige racer som så kan bruges som profilbilleder på facebook, stickers, flyers osv. Man kunne sørge for radiotid, tv-tid, sponsorere events, vise hunde og være til stede på events, hvor der også kommer nogen, som ikke ved, hvad en DKK-hund står for. Måske skal man også folde samarbejdet ud med Dyrenes Beskyttelse i Danmark, så man undgår en konflikt som den, der er i Norge. Alt sammen løse tanker, men det er måske på tide, vi ”blærer os” lidt mere højlydt med vores DKK-hunde.
* § 25.
Avl Dyreholdere, oppdrettere, avlsorganisasjoner og raseklubber skal gjennom avl fremme egenskaper som gir robuste dyr med god funksjon og helse. Det skal ikke drives avl, herunder ved bruk av genteknologiske metoder, som:
a. endrer arveanlegg slik at de påvirker dyrs fysiske eller mentale funksjoner negativt, eller som viderefører slike arveanlegg,
b. reduserer dyrs mulighet til å utøve naturlig atferd, eller
c. vekker allmenne etiske reaksjoner.
Dyr med arveanlegg som nevnt i andre ledd, skal ikke brukes i videre avl.
